Essays Vores Midtlinje

Helhedens midtlinje & fulcrum

.

Prøv at se på billedcollagen! Se, hvordan vores øjne instinktivt søger midten, suges derind – for derindefra at se hele billedet. Som om noget i os ved, at midten indeholder indgangen til hele billedet – at billedet folder sig ud fra midten, skabes via midten.

Det smukke og fuldendte i helheden hviler i dets midte. Herfra strømmer en dyb og særlig ro, harmoni, balance og fred – noget i os mærker, at her er rart at være. At letheden og det naturlige har hjemme i helhedens midte, i dets fulcrum.

Et fulcrum er et ubevægeligt omdrejningspunkt, hvorom bevægelse sker. En forudsætning for bevægelse. Et fulcrum er både skabende og styrende – det genererer selve kraften til bevægelse og orkestrerer, hvordan bevægelsen kan udfolde sig.

Det er via fulcrumet, at den potentielle energi bliver levende og udtrykker sig som dynamisk bevægelse, som liv. Vippen på legepladsen illustrerer dette – uden dens ubevægelige fulcrum i midten vipper vippen ingen vegne!

.

.

Det er sådan vi er skabt – fra midten og udefter. Først kom midtlinjen og siden fulgte resten – som ringe i vandet forplanter sig udefter, hele tiden refererende til den oprindelige midte, hvorfra hele bevægelsen blev skabt.

.

At behandle via midtlinjen

Vores hænder indeholder samme instinkt som vores øjne. De søger midten – de behøver midten for at kunne orientere sig i helheden. Hjertet af vores hånd er håndens eget fulcrum. Hvis vi herfra har kontakt med det vi berører og dets fulcrum, har vi kontakt med dets helhed.

Når vi som manuelle behandlere skal arbejde med kroppen, er midtlinjen vores reference. Dette gælder både rygsøjlen som midtlinje, men det gælder også den enkelte struktur – hver enkelt struktur har sin egen midte, sit eget fulcrum, hvorom den balanceres.

En krop i ubalance er en krop ledende efter sin midtlinje. Et smertefuldt knæ er et knæ ledende efter sin midtlinje, sit fulcrum. Et sundt, frit fulcrum er bevægbart – det bevæges af livet, fra øjeblik til øjeblik. Det “flyder” fra sted til sted – hele tiden tilpasset helhedens bevægelse, helhedens momentum.

.

.

Et dysfunktionelt fulcrum er ikke længere bevægbart, flyder ikke længere frit – det er “frosset” i både tid og sted, og udgør derfor en belastning for helheden. Det har separeret sig fra helheden og tvinger derved helheden til at kompensere for denne ubevægelighed – det dræner livskraft og skaber smerte, dysfunktion og kompensation gennem hele systemet.

Når et dysfunktionelt fulcrum hjælpes gennem sin ubevægelighed, forvandles dets energi atter til frit flydende, spontan og løftende energi – helheden heles. Hvis vi som behandlere kan modstå fristelsen til at forføres af bevægelsernes perifere drama og i stedet lade vores hænder mærke ind til bevægelsernes stille fulcrum, åbnes en dør til en helt unik proces.

Dette – at lytte neutralt til bevægelsernes fulcrum – er at give en dysfunktionel tilstand mulighed for at opstarte den egentlige reguleringproces. Vi møder en given dynamik uden at ville ændre den og dette møde åbner et rum til, at tilstandens eget fulcrum starter den forvandlingsproces, som altid findes i selve fulcrumet.

.

Følelser & Psyke – de samme principper

Følelsesmæssige og psykiske ubalancer fungerer på præcis samme måde – omkring et dysfunktionelt fulcrum. En fixering, som gør at en given tilstand ikke længere bevæges naturligt.

En given følelse eller mental tilstand responderer ikke længere naturligt og frit ift den givne kontekst, men fungerer i stedet som en “låst” tilstand, der bringes ind i en givne situation og derved bliver responsen ikke ift selve situationen, men i stedet ift den medbragte låsning.

.

.

Da det fysiske, følelsesmæssige og psykiske er 3 forskellige udtryk for den samme helhed, skaber en forløsning af et dysfunktionelt fulcrum ét sted en bevægelse og frigørelse gennem hele helheden.

De forskellige dele kan adresseres ad forskellige indgange, men de er altid vævet ind i hinanden og derfor skaber en regulering altid en bevægelse af alle 3 aspekter.

.

Kursets struktur

Vi vil på dette korte, intense kursus beskæftige os med midtlinjen og fulcrums fra flere vinkler. Jeg vil præsentere en række nye greb, der alle relaterer til vores midtlinje – nogle direkte, andre indirekte. Vi vil arbejde med

Thorax Vuggen

.

Et stort, kraftfuldt greb, hvor hele brystkassen hviler og holdes, mens organer og vejrtrækningen sammen finder deres indbyrdes balancepunkt, deres fælles momentum og derigennem får mulighed for at opstarte en systemisk, synergetisk reguleringsproces

Bækkenet & Kraniebunden

.

En sekvens af greb, hvor såvel bækkenet som kraniet trin for trin åbnes og balanceres både individuelt og ikke mindst ift det unikke samspil, der eksisterer imellem dem. Endvidere kan variationer af disse greb arbejde direkte på flere af kroppens store led

Ansigtets Dybe Midtlinje

.

En åbnende og balancerende teknik til ansigtets dybe midtlinje – denne udgør sidste etape på den samlede midtlinje, der fra haleben til gane udgør en funktionel, dynamisk helhed

Ankel Vuggen

.

Et organisk krydsgreb, der omslutter hele ankelleddet og lader det regulere sig som en helhed. Har effekt på både den fysiske struktur og de vitale meridianer, som strømmer fra foden op gennem anklen og dernæst ud i hele kroppen

Kom og oplev, hvordan et simpelt, respektfuldt og opmærksomt møde af kroppens nuværende tilstand kan åbne op til en dyb og radikal forvandlingsproces.

.

Alle vores midtlinjer

.

ALLE VORES FULCRUMS

ALLE VORES MIDTLINJER

ALLE VORES BEVÆGELSER

.

De er her, der og allevegne. Alle er de den vigtigste..

Ustandseligt bevæger bevægelserne sig omkring deres fulcrum.

Ustandseligt forbliver fulcrumet ubevægeligt, mens bevægelsen sker.

Ustandseligt bygger midtlinjen bro imellem de to – bevægelserne og fulcrumets ubevægelige given plads til bevægelsen.

Ud af kaos kommer en dansende stjerne, sagde Nietzsche.

.

.

Ud af dette inferno af midtlinjer, fulcrums og bevægelser & deres evige væven sig ind og ud af hinanden, kommer en smuk dansende stjerne.

.

Dansens Midtlinje

Passionen og lidenskaben er tangoens midtlinje. Begge dansere overgiver deres egen midtlinje og lader dansens fælles midtlinje føre dem fra trin til trin. Ilden imellem dem er ophavet til dansen, dens fulcrum – overgivelsen til ilden skaber den midtlinje, som dansen sker omkring.

.

.

Midtlinjen fører og forfører danserne. Tager dem ind i den tilstand, hvor tangoen danser dem – hvor fulcrums, midtlinjer og bevægelser smelter sammen og bliver én bevægelse gennem en stille nat på Café Tortoni.

Den harmoniske tone er midtlinjen, som kalder de røde sandkorn sammen og skaber stjernen ud af kaos. Både struktur og funktion genkender og adlyder den sunde, naturlige midtlinje, når den slås an.

.

.

Klangen bliver som en magnet, hvis resonans uimodståeligt folder det mønster ud, som allerede ligger latent til stede – ventende på at vågne og bevæge sig, at danse sin stjerne

Den italienske mester fangede det hele med sin pen – hvordan vi er skabt med symmetri og balance som vores grundskabelon, vores grundsubstans. Hver ny position har sin egen midtlinje – altid den samme, altid en anden.

.

.

Proportionerne strømmer allerede perfekte ud fra midtlinjen – hvor end vi bevæger os, bevæger vi os gennem vores midtlinje. Som Herdis Møllehave ville have sagt det: “Det er ikke mig, der har en midtlinje. Det er midtlinjen, der har mig.”

Havets boliger er så fuldendte og smukke, at man næsten er vantro – øjnene kan slet ikke forstår den perfektion og skønhed. Mindre kan ikke gøre det – fyrstelige hjem til havets små, tapre eventyrere.

.

.

Formen skabt af funktionen – som om en stille bølge indefra har drømt og formet boligen, hvori midtlinjen svæver gennem de cirkulære korridorer.

Manden på linen vandrer sin stille dans deroppe – svævende mellem ydre og indre midtlinjer. Linen selv og balancestaven i hans hænder i det ydre, som fra øjeblik til øjeblik møder og matcher hans indre midtlinjer.

.

.

Fulcrumet i horisonten, som hans øjne behøver som en stabil, pålidelig reference – et fyrtårn i det fjerne, kaldende ham hjem i sikker havn fra hans vandring gennem åbent hav oppe blandt skyerne.

.

Behandlerens Midtlinje

Sandkornenes stjerne, konkyliens bølge og Leonardos streg viser os, at symmetri og balance er indlejret i os, allerede. Det er sådan vi er skabt – omkring, gennem og af en allerede perfekt midtlinje.

Når tangodanserens intense passion og linedanserens åbne opmærksomhed smelter sammen, opstår en dybt original og levende sansning, som kan blive vores hænders midtlinje. Stedet, hvorfra vi møder og mærker klientens krop.

.

.

Det er ikke en ny kvalitet eller evne, som vi skal lære. Den er allerede levende og tilgængelig inde i os – kunsten er at give slip, have tillid og derved lade den træde frem og give sig til kende for os, i os. Som os.

Som så ofte sagde William G. Sutherland det bedst af alle:

“When all the fulcrums are aligned, there shall be peace and happiness.”

Når alle fulcrums finder deres fælles midtlinje, opstår freden og glæden af sig selv.

Dette kursus om Vores Midtlinje handler om midtlinjernes møde – hvordan vi som behandlere ved at tage afsæt i vores egen sansning kan møde klientens iboende midtlinje. Det er dette møde, som den egentlige terapeutiske proces udspringer af.

En fælles genkendelse, der åbner døren til en ny bevægelse – mod de midtlinjer, som altid ligger klar til at danse os gennem livets kaos hjem til Mælkevejen…

.

Midtlinjen & Tensegrity

.

På et kursus i tensegrity for mange, mange år siden nævnte den amerikanske læge Stephen M. Levin i en sidebemærkning, at i en sund rygsøjle er den nedenliggende ryghvirvel i stand til at løfte sig ift hvirvlen ovenover…

Jeg husker stadigt, hvordan det billede slog flikflak gennem min hjerne, mens en anden del af mig med det samme vidste, at han havde ret. Jeg kunne genkende fornemmelsen fra min egen krop – at når jeg er i balance, er noget løftende naturligt til stede.

En svævende midtlinje

Vores midtlinje svæver indeni os – svævende opefter og nedefter på én og samme tid. Dette sweet spot, hvor noget uanstrengt groundende og løftende allerede er til stede i os, gennem os, som os.

.

.

Denne kvalitet i os forsvinder aldrig, selv ikke under de mest belastende og dysfunktionelle tilstande. Som kropsterapeuter kan vi kontakte dette aspekt i vores klient og derved få adgang til et dybt forvandlende potentiale.

Hvis vi er bevidste om denne særlige kvalitet af opdrift, balance og potentiale i vores klient, kan vores hænder fortælle os, hvornår vi berører og får kontakt til denne del i vores klient. Og idet vi møder og forbliver i kontakt med dette sweet spot, opstarter kroppen af sig selv en dynamisk proces mod mere balance, mere bevægelse, mere liv. Mere helhed.

.

Dette kursus

Jeg har afholdt dette kursus 7 gange og det har været slående, hvor ensartet responsen har været på denne måde at arbejde med midtlinjen og helheden. At samtlige deltagere oplevede, at idet dette særlige balancepunkt blev kontaktet, svarede kroppen spontant som en helhed og begyndte i samme øjeblik en re-balanceringsproces gennem hele kroppen.

.

.

Hvad enten det drejer sig om arbejde på ankelleddet, vomer, thorax eller bækken/kranie-relationen – kontakt og arbejde fra det enkelte sted opstarter en proces, der sker samtidigt både lokalt og globalt gennem hele systemet.

Den globale respons er det som i biodynamisk kst kaldes Automatic Shifting – at når kroppen mødes synkront og uforbeholdent, starter den selv en forvandlingsproces op, hvor reguleringerne sker ift kroppens egen prioritering. Hvis kontakten er ved ankelleddet, men kroppen har brug for regulering i skulderen først, vil den terapeutiske proces automatisk opstartes i skulderen.

.

Kursets indhold

Kurset indeholder 4 helt nye greb, som suppleres af en række andre greb – bl.a flere af de ekstraordinære meridianer og arbejde på flere led i samme greb. Disse supplerende greb understøtter og uddyber de nye greb. Jeg demonstrerer alle greb og der vil være rigelig tid til hands on ved briksen til at træne grebene. Vi taler ligeledes om, hvornår de enkelte greb vil være mest relevante at benytte i klinikken.

Løbende gennem kurset vil der også være fokus på klientens udvidede tensegrity-system – nemlig de livsomstændigheder, som de lever i. Hvorvidt disse støtter, løfter og optimerer muligheden for heling, eller om de lever i en kontekst, som står i vejen for og faktisk forstyrrer den heling, som de ellers har potentiale til at gå igennem.

.

Kom og vær med

Kom og vær med, hvis du er nysgerrig, har lyst til ny inspiration og trænger til at se det hele eller bare lidt af det med friske øjne fra uvante vinkler. Se og mærke, hvordan lodrette og vandrette midtlinjer mødes, og mærke, hvordan funktionen altid præcist viser vej for strukturen.

.

.

Kom og vær med, hvis du har lyst til at dele din glæde ved at opleve det levende liv gennem vores mageløse hænder. Mærke alt det ordløse, som kun sanserne forstår – genkende den lethed, som aldrig har været borte, men blot har ventet på at blive genopdaget.

Kom og vær med, hvis du drages mod det fælles rum, som er det egentligt forvandlende, undervisende og aha´ende ved ethvert kursus. Hvor underviseren fungerer som en art midtlinje, men hvor den egentlige magi og tilegnelse af ny indsigt og nye færdigheder sker i kraft af det kohærente felt, der naturligt opstår, når vi bringer al vores nysgerrighed, begejstring, erfaring og eventyrlyst sammen. Dét er kvantelandet..

.

.

.

Midtlinjens paradoks

.

” The midline of the whole IS the whole. “

Ingen af os forstår helt omfanget af den sætning. Og alligevel er der noget inde i os alle, der genkender det – ved, at det er sandt. En dyb, fælles indsigt og viden, der begejstret klapper med én hånd og henrykt smiler mellem linjerne..

Vores midtlinje er et paradoks. Et sælsomt, kraftfuldt og uudgrundeligt paradoks.

Vores midtlinje er vores inderste fulcrum. Vores ophav. Kilden, hvorfra vi kom og samtidigt allerede det hele. Den er livet, som fosser igennem os, allerede. Stille og vildt, smukt og voldsomt. Allerede og altid. Der er intet som at blive pustet på af det levende liv, sagde Hamsun …

.

Kroppens midtlinje

Kroppens primære, oprindelige midtlinje er ikke rygsøjlen. Rygsøjlen er kroppens primære strukturelle midtlinje, men er ikke midtlinjen selv. Vores midtlinje viser sig i mødet mellem struktur og funktion, mellem bevægelse og stilhed.

Midtlinjen er et udstrakt balancepunkt. Ikke som et punkt, men som en levende, dynamisk proces. Denne proces er ikke et billede på midtlinjen, men ER selve midtlinjen.

.

.

“I seem to be a verb” er titlen på en bog af arkitekten Buckminster Fuller. Han var manden bag Tensegrity, der omhandler den dynamiske vekselvirkning mellem faste og elastiske strukturer – i bygninger og i menneskekroppen. Hvordan både stabilitet og fleksibilitet forudsætter, at balancen mellem disse er til stede.

Det samme kunne siges om rygsøjlen og hvilken som helst anden struktur i kroppen. It´s a verb. Et udsagnsord. En aktivitet. En bevægelse. En levende, dynamisk proces i evig forandring, fra øjeblik til øjeblik. Det er denne levende proces, vi som behandlere ønsker at kontakte – ikke en struktur.

Kroppen mærker, om vi er i kontakt med den levende proces eller om vi søger kun at kontakte det strukturelle aspekt af denne samlede, uadskillelige proces. Hvis vores hænder søger at kontakte vores mentale billede af en struktur, vægrer kroppen sig i en vis forstand mod vores kontakt – den mærker simpelthen, at vi ikke formår at inkludere helheden og det levende, dynamiske aspekt af den.

.

At mærke midtlinjen

Vi kan ikke forstå dybden af midtlinjen, men vi kan mærke den med vores hænder. Vores hænder er skabt til at mærke den helt særlige balance, harmoni og dynamik, som kontakt til midtlinjen indeholder.

Noget i os kan genkende den kvalitet, idet vi får kontakt til den. Og vi ved øjeblikkeligt og instinktivt, at her dvæler et unikt og kraftfuldt potentiale for forvandling.

Sansningen af midtlinjen er ligesom selve midtlinjen et paradoks. Den er på én gang både lethed og fasthed. Den er et tomrum, fyldt til randen. Den er uspecifik og krystalklar. Den er svævende og dybt forankret. Den er udenfor tid og rum, og nærværende som intet andet. Den er vildfarelse og hjemkomst. Den er mystisk og samtidigt det mest naturlige…

.

.

Den er det hele på én gang, åbenbart! Mest af alt – når vi mærker den, er vi ikke i tvivl. Noget i os siger betingelsesløst JA, idet vi mærker den. Endelig. Som om en stemme uden ord med klar røst siger: Ja, lige netop her. Lige netop her har jeg ventet. Jeg har været klar længe – hvorfor tog det så lang tid..?

Den største gave ved denne sansning er, at den er præcis den samme, uanset hvor på kroppen vi arbejder. Uanset, om vi arbejder med knogler, muskler, bindevæv, organer, nerver, lymfe eller om jeg arbejder med de spændingsmønstre, som følelsesmæssige og psykiske ubalancer manifesterer i kroppen. Sansningen etablerer kontakt til balancepunktet, hvorfra forvandlingsprocessen kan udspringe.

.

Hvad fortæller mig …

Vi har som kropsterapeuter brug for at vide, hvornår vi er i kontakt med helheden, med den terapeutiske proces. For det er kun den sansning og viden, som kan guide mig under behandlingen. Ingen teknikker, teorier, diagnoser eller protokoller kan fortælle mig, hvorvidt jeg er i kontakt med den terapeutiske proces i min klient.

Kun mine hænder kan guide mig og fra øjeblik til øjeblik fortælle mig, hvad der sker i min klients krop. Kun mine hænder kan fortælle mig –

at en terapeutisk proces er under opsejling

at en terapeutisk proces har indfundet sig

hvilken grad af kontakt jeg skal have for at understøtte den terapeutiske reguleringsproces

hvornår den terapeutiske proces er afsluttet

hvornår den samlede behandling skal afrundes

om klientens system er ved at blive overvældet

Alt dette peger ét og samme sted hen – at jeg som behandler er afhængig af, at mine hænder formår at aflæse kroppens respons på min kontakt. Mine hænder og deres sansning er mit vigtigste redskab til at kunne orientere mig i de terapeutiske processer. Med James Jealous´ ord:

.

.

” We use our hands diagnostically, perceptually, and therapeutically—that’s how simple and profound this is. We are not listening for symptoms but for a pre-established priority set in motion by the Health in the patient. ”

Med The Health henviser han til, at vi alle inderst inde har en grundliggende kraft og et potentiale for forvandling, som vi aldrig kan miste og som altid alllerede arbejder på at bringe os mod mest mulig balance, mest mulig sundhed. Noget i os forbliver intakt, uanset, hvor belastet og syge vi bliver. Det er den samme kvalitet, som Giorgia Milne så smukt peger på her:

” At the heart of every fulcrum, there is love. “

.

.

Kærlighed, sundhed, helhed, forvandling, liv – der er mange ord for dét, som vi aldrig helt forstår, men alligevel altid mærker, når det vågner i os.

.

Vi overrumples

Det mest fantastiske og overrumplende ved at være på et kursus sammen med andre er, at vi får adgang til noget inde i os selv, som vi ikke vidste var til stede. Noget, som vi ikke selv kan aktivere alene og noget, som fuldstændigt overrumpler os, når det pludseligt viser sig for os.

Det gælder også os undervisere. Ja, vi kommer med vores fine materialer, nye teknikker og spændende fortællinger, men det er først idet det deles og udveksles med andre, at vi i virkeligheden selv forstår, hvad vi kom med.

.

.

Jeg har over det seneste halve år undervist kurset om vores midtlinje 7 gange, og jeg er helt og aldeles – overrumplet! Jeg har modtaget en lind strøm af tilbagemeldinger fra kursisterne og alle peger de samme vej – at de ligeledes er blevet overrumplede over, hvor kraftfuld og terapeutisk effektiv arbejdet med midtlinjen er.

Alle kropsterapeuter ved, at midtlinjen er noget særligt. Og alligevel forbløffes vi over, hvor særlig den faktisk er! Som om dybden og potentialet for forvandling er endeløst, og det i virkeligheden handler om, at vi kun kan tage dette enorme potentiale ind trin for trin.

At de dybeste og mest forvandlende aspekter kun kan vise sig og blive tilgængelige for os hver især, når vi i fælles forum og udveksling skaber et rum sammen – når vi sammen overrumples og finder dét, som ingen af os havde adgang til inden mødet.

.

.

.

.

Vores Midtlinje

Vertikale & laterale flows

.

I både den biomekaniske, den funktionelle og den biodynamiske tradition indenfor kst er et vertikalt flow op gennem midtlinjen beskrevet. Willian G. Sutherland, der introducerede det kranielle arbejde som værende en del af osteopatien, omtalte det som et centralt aspekt af cerebrospinalvæskens bevægelse – sagde, at det vertikale flow skete gennem cerebrospinalvæsken.

Bevægelsen udspringer fra halebenet, bevæger sig opefter hele vejen gennem rygsøjlen, videre gennem kraniebundens occipital- og sphenoidalknogler og udmunder i vomer. Dette flow er et cirkulært system og har derfor tilsvarende en nedadgående bevægelse gennem de samme strukturer.

I den biomekaniske tradition kaldes den opadgående bevægelse for flexion, mens den nedadgående kaldes extension. De tilsvarende bevægelser kaldes i den biodynamiske gren for hhv. inhalation og exhalation.

Udover bevægelsen i det vertikale sker der desuden en bevægelse udefter i det laterale plan omkring midtlinjen. Ved den opadgående bevægelse bliver kroppen bredere i det 3-dimensionelle rum – som om den folder sig ud omkring midtlinjen som en del af den opadgående bevægelse. Tilsvarende bliver kroppen smallere under den nedadgående bevægelse – den folder sig indefter.

Kroppen bliver endvidere lavere under den opadgående bevægelse, mens den bliver højere under den nedadgående bevægelse.  

Det vertikale flows oprindelse

Der er indenfor den biomekaniske tradition flere bud på, hvad der skaber denne bevægelse. Jeg har set adskillige meget forskellige teorier –

• flexionsbevægelsen udspringer fra leddet mellem occiput og sphenoidalis
• hjernevævet har en iboende bevægelse, der forplanter sig til hinderne og cerebrospinalvæsken
• hjernens gliaceller skaber via deres metabolisme en rytmisk bevægelse, der forplanter sig videre
• hjertets sammentrækning opstarter en bevægelse, der går hele kroppen

William G. Sutherland antog i starten af sin karriere, at bevægelsen gennem cerebrospinalvæsken opstod som en konsekvens af hjernevævets iboende bevægelse. Hen mod slutningen af sit liv talte han om, at the breath of life – denne livsimpuls, som ligger bag alt levende – var den egentlige kilde til disse bevægelser. Han kaldte dens tilstedeværelse i cerebrospinalvæsken for the fluid within the fluid.

I den biodynamiske tradition taler vi om, at bevægelsen opstår som en respons på de embryologiske kræfters ignition af kroppen – altså en slags animerende, vitaliserende antænding via de embryologiske kræfter. Disse kræfter optages ifølge den biodynamiske fortælling i kroppens væskeelement – ikke blot gennem cerebrospinalvæsken, men i hele kroppens væskeelement, gennem vores væskekrop.

.

.

Den biodynamiske væskekrop

Indenfor biodynamisk kst arbejder vi med en såkaldt væskekrop – fluid body på engelsk. Det er et aspekt af os som mennesker fuldstændigt ligesom den fysiske krop, vævet. Vores væskekrop går fra midtlinjen og ca. 30-40 cm udenfor huden i det 3-dimensionelle rum – vores fysiske krop befinder sig derfor indeni vores væskekrop. Den fysiske krop er á la æggeblommen indeni det hele æg – omgivet og næret af hele ægget.

Under den embryologiske proces skabes væskekroppen som den første af den u-differentierede protoplasme og herefter formes den fysiske krop indeni væskekroppen – som et aspekt af væskekroppen. 

Når vi arbejder med biodynamisk kst, varsler ankomsten til The Neutral, at den fysiske krop “smelter” ind i væskekroppen. Dvs, at den fysiske krop nu er i en tilstand, hvor den kan modtage terapeutiske impulser fra væskekroppens terapeutiske dynamik. I en vis forstand er den fysiske krop – på den gode måde – underlagt væskekroppens aktivitet. Den væskekrop, hvori den fysiske krop opstod i fosterstadiet, er nu i stand til at skabe terapeutiske reguleringer i den fysiske krop.

Laterale bevægelser

Mens det vertikale flow betragtes som værende en del af den normale, sunde og vedligeholdende funktion af vores krop, er de laterale bevægelser noget ganske andet. Og dog – for deres tilstedeværelse fortæller os noget og som sådan kan de i høj grad inkluderes som værende en del af kroppens intelligente sundhed.

De laterale bevægelser fortæller os, at kroppen har brug for hjælp i et givent område. De iværksættes som en slags emergency-mekanisme ved ubalancer – typisk ubalancer, som har kraftig effekt på helheden. Det kan være ifm traumatiske brud eller læderinger af vævet, ved slag og fald, ved chok – ved alle kraftige påvirkninger, hvor kroppens kapacitet til at neutralisere og regulere belastningen overskrides.

De laterale bevægelser har ikke den harmoniske, symmetriske rytme, som vi mærker ved det vertikale flow. De er i stedet kendetegnet ved det stik modsatte – det er hektiske, abrupte, irregulære bevægelser på tværs af midtlinjen – hvad enten det er den strukturelle midtlinje gennem rygsøjlen eller de midtlinjer, der ligeledes findes i alle vores lemmer.

De føles desperate i deres udtryk, de laterale bevægelser – hidsige, intense og desperate! De mærkes som værende fanget i et låst, rigidt loop – ongoing kaster de sig sidevers, men uden at formå at opstarte den forvandlingsproces, som de så tydeligt leder efter. De kalder på hjælp…

.

.

Arbejde med de laterale bevægelser

Når vi mærker disse laterale bevægelser i vores klient, er den største hjælp vi kan bringe …. plads!

Deres intensitet, desperado og hastighed gør, at vores hænder som sådan ikke kan følge deres bevægelser, men – vores hænder kan skabe et rum, hvori bevægelserne kan mødes og få lov at udfolde sig med vores tilstedeværelse og given plads. Og vores nærvær og given lov kan være netop den forskel, der giver dem mulighed for pludseligt at bryde det låste, hidsige loop, som de har været spærret inde i.

Når vores hænder og vores opmærksomhed giver dem rum til at være der, sker der naturligt en forvandling af deres udtryk og deres energi. De begynder – via vores kontakt – at drosle tempoet ned, og deres låste spor begynder at forandres. Jo mere plads vi giver dem, jo mere får de mulighed for at “reagere ud” og det er netop denne given lov, der starter en proces, som næsten føles som en fortløbende implosion af deres indre statiske, låste eksplosion.

Måden, hvorpå vi giver dem plads, er at lade vores hænder møde energien samtidigt med at vores hænder har en pladsgivende kvalitet i sig. Næsten som to modsatrettede bevægelser i ét – vores hænder møder og pladsgiver på samme tid!

Med væskekroppen in mente er det vigtigt, at vores hænder har et transparent aspekt i sig. Væskekroppen fortsætter som nævnt ca. 30-40 cm udenfor den fysiske krop, og det er derfor afgørende, at vores hænder ikke komprimerer denne levende, dynamiske væskekrop. Vores hænder skal tydeligt tilkendegive, at de giver plads til hele væskekroppen – også den del, som ikke befinder sig inde i den fysiske krop.

Min erfaring er, at hvis jeg kan have en art faldende kvalitet over mit greb, opleves det af klientens krop som pladsgivende. Det er næsten, som om at mine hænder “gribes” i deres falden bort fra kroppen – når det rette interface opstår, mærker mine hænder det. En slags vakuum opstår – et balanceret og mødende vakuum, hvor kontakt til og given plads til er til stede simultant.