.
Ryggen generelt
Ryggen er et fuldstændigt fantastisk arrangement fra naturens side! Den er ubeskriveligt kompleks og alle aspekter af kroppens funktioner er linket meget direkte og grundlæggende til vores ryg. Under fostrets skabelse er allerførste synlige struktur vores midtlinje, som sidenhen bliver til selve rygsøjlen. Så på en meget basal og ufravigelig måde er ryggen forudsætningen for resten af kroppens funktion.
Dette er fint, så længe ryggen fungerer godt. Det er tilsvarende problematisk, når vi får problemer med eller i ryggen. For dette helt vitale aspekt med ryggen som udgangspunkt for alt andet medfører naturligvis, at problemer i ryggen skaber problemer i hele resten af kroppen. Jeg vil herunder komme ind på en række af de udfordringer, som ryggen kan afstedkomme.
Mange problemer vedrørende ryggen har deres årsag i vores organers tilstand – dette gælder i særdeleshed vores fordøjelsesorganer, lever, blære og nyrer. Andre årsager kan være arbejdsstillinger, forkerte løft, manglende bevægelse, muskelspændinger, bækken-ubalancer, fodstilling og fodafvikling, dårligt fodtøj (der er ingen vej udenom:Stilletter er den direkte vej til en dårlig ryg!), ulykker, operationer, fald/slag til korsben/haleben, forkert kost, sygdom samt naturligvis problemer i selve rygsøjlen, herunder slidgigt, anden sygdom og fejlstillinger.
Et fællestræk for alle disse årsager er – de er ikke kroniske! Så længe kroppen er levende, er den i evig bevægelse og forandring – altid søgende mod balance og optimal funktion. Naturligvis kan visse tilstande være mere problematiske end andre – men i bevægelse, det er de.
Når jeg arbejder med en rygklient, er jeg særligt interesseret i, hvordan deres vejrtrækning er. Så jeg starter ofte min behandling med at lade vejrtrækningen korrigere sig stille og roligt. Når først den er blevet fri og levende igen, kan jeg arbejde mere direkte på selve ryggen og dens strukturer – hvis det er nødvendigt. For det er mere reglen end undtagelsen, at idet vejrtrækningen afspændes og finder sin rette balance, næsten smelter ryggen under mine hænder.
.
Iskias
Iskias (sciatic nerve) er en nerve, som udspringer fra den nedre del af ryggen og øverste del af korsbenet. Det er kroppens længste nerve og den løber på bagsiden af benet hele vejen ned til foden. Den kan give problemer i hele dette forløb, men er mest kendt for at give jagende, udstrålende smerter gennem bagbenet. Til tider kan der endvidere være følelsesløshed eller føleforstyrrelser i selvsamme områder.
Årsager
De mest almindelige årsager er diskusprolaps i den nedre del af ryggen, forsnævring af rygmarvskanalen (spinalstenose), betændelse i selve nerven og Piriformis-syndrom, hvor en bestemt muskel i bækkenområdet irriterer iskiasnerven og andre tilstande, hvor der er enten en mekanisk eller anden irritation/påvirkning af iskiasnerven.
Min erfaring efter mange års arbejde med disse problematikker er, at der findes yderligere årsager til gener i dette område. Bestemte organer har en meget direkte forbindelse til hele iskiasområdet, og endvidere spiller føddernes funktion og stabilitet ligeledes en afgørende rolle.
Behandling af iskias
Som nævnt er det min erfaring, at andet end selve iskiasnerven kan give smerter og dysfunktion i området. Derfor er den indledende samtale helt central, når jeg skal vurdere, hvorfra iskiassmerter opstår. Samtalen afslører meget ofte andre symptomer, som giver et klart billede af, at der ligger andet og mere end blot nervesmerter bag problemet.
Dette får jeg som regel bekræftet, når jeg målretter behandlingen mod disse symptommønstre. Så snart korrektioner startes op, begynder iskiassmerterne at ændres – ofte uden at jeg på nogen måde har været i kontakt med den nedre del af lænden. En bonus ved denne form for behandling er naturligvis, at en række andre af klientens symptomer ligeledes bedres og afhjælpes!
.
Diskusprolaps
Diskusprolaps (slipped disc, herniated disc) er ganske som iskiasproblemer meget udbredte. Det er en tilstand, hvor den medicinske behandling har varieret meget, og hvor det gennem de seneste år er blevet mere almindeligt at undlade operationer og i stedet fokusere på genoptræning og bestemte øvelser.
Diskusprolaps opstår, når der sker en udposning fra den geleagtige diskuskerne, som befinder sig mellem de enkelte ryghvirvler. Denne udposning kan herefter trykke på nervevæv og på den måde generere smerter og dysfunktion.
Rigtigt mange diskusprolapser giver ingen symptomer og opdages ofte tilfældet ifm andre undersøgelser af ryggen. Hvis der er symptomer ifm prolapsen, er det ofte i form af nedsat styrke i bestemte muskler, lammelse, føleforstyrrelser, smerter udstrålende til benet eller dysfunktion af de organer, som modtager signaler fra den påvirkede nerve.
Behandling af diskusprolaps
Ganske som ved behandling af iskiassmerter er det min erfaring, at problemer ifm diskusprolaps kan have andre årsager end de klassiske. Også her gælder det, at jeg ved den indledende samtale har fokus på at danne mig et billede af min klients samlede mønster af symptomer og historik. Dette mønster vil i langt de fleste tilfælde pege på enten gamle skader og arvæv, fejlstillinger i bevægeapparatet eller indikere, at bestemte organer er den egentlige årsag til smerterne og dysfunktionen.
Hvis mønsteret peger på organerne, vil jeg som det første adressere dem ved behandlingen. Peger mønstret mere mod skader eller arvæv, vil jeg kontakte disse og arbejde herfra. Endelig kan mit sigte ved behandlingen også være orienteret mod det strukturelle og bevægeapparatet.
Et vigtigt aspekt af en velfungerende ryg/lænd er overgangen mellem bækken og rygsøjle – rygsøjlen står og balancerer ovenpå korsbenet. Derfor vil problemer ang. korsbenet i sagens natur have stor effekt på rygsøjlen. De enkelte hvirvler og deres stilling kan også være målet for behandlingen. Man kan arbejde med disse hvirvler på en meget blid, indirekte og særdeles effektiv måde.
.
Hold i ryggen
Hold i ryggen opstår som regel meget pludseligt. Typisk ved en forkert bevægelse, ifm tunge eller akavede løft eller hvis man har siddet i træk gennem længere tid og derved fået nedkølet ryggens muskulatur. Ofte vil rygsmerter sidde meget lokalt, og man vil mærke, at musklerne er som frosset fast i en låst spasmen.
Disse rygsmerter kan være ekstremt smertefulde og endvidere bliver mange bekymrede for, hvorvidt der er tale om en diskusprolaps eller andet mere alvorligt. I forlængelse af holdet i ryggen vil øvelser for området være hensigtsmæssige, men ofte vil man have brug for hjælp og behandling for overhovedet at kunne bevæge sig frit igen.
Behandling hold i ryggen
Min behandling af hold i ryggen er både meget lokal og samtidigt med et øje på det globale. Med globale mener jeg årsag – hvorfor den meget kraftige reaktion kunne indfinde sig. Sidstnævnte retter ofte lyset mod en dybereliggende ubalance. Dette kan vedrøre organer, nerver eller bevægeapparatet. Når denne underliggende årsag er kortlagt, vil en del af behandlingen være rettet mod den.
Men et hold i ryggen er så intenst og højspændt, at der hos alle også er behov for lokalt arbejde. At der arbejdes direkte på det opspændte område, hvorfra de kraftige rygsmerter udstråler. Her er principperne fra Kranio-Sakral Terapi Biodynamics meget effektive. Da vævet allerede er i en ekstrem tilstand, responderer det fantastisk godt på den blide, ikke-invasive kontakt.
Det føles for både mig og min klient, som om vævet og musklerne stille og roligt og i deres eget tempo begynder at slappe af og afvikle deres intense spænding, og derved afklinger rygsmerter naturligt. Jeg sidder ofte længe samme sted, og giver kroppen mulighed for at afspændes på dens egne betingelser. Når den bliver mødt på denne måde, er den altid parat til at samarbejde!
Tilbage til toppen
.
Smerter i lænden
Igen en af de tilstande, som når man først har prøvet det selv, forstår man langt bedre, hvor voldsomt det egentlig er. I modsætning til hold i ryggen har lændesmerter ofte en roligere, langsomt optrappet historik. Vi kan have stilfærdigt ondt i lænden gennem længere tid, uden at det i stor skala invaliderer os.
På den måde kan de næsten være vævet ind i vores daglige liv. Vi har over tid vænnet os til disse rygsmerter, og vænnet os til at kompensere for de udfordringer, som de afstedkommer. De større problemer opstår, efterhånden som lænden bliver mere og mere smertefuld og hæmmet i sin naturlige bevægelse. Så bliver det pludseligt klart for os, at vi måske befinder os på en glidebane, som ikke er helt uskyldig og ligegyldig på den lange bane.
Behandling af smerter i lænden
Den langsomme opbygning af lændeproblemerne indebærer, at der ofte er mange komponenter i tilstanden. Det betyder ikke, at det nødvendigvis behøver at tage frygteligt lang tid at bedre den. Det betyder, at for at kunne lave den mest optimale og effektive behandling, vil min klients historik og øvrige symptomer være vigtige. Så endnu engang er en væsentlig nøgle til den egentlige behandling den indledende samtale.
Med en som afsæt kan selve behandlingen have sigte på årsagerne bag lændesmerterne. Det er disse årsager, som jeg under behandlingen arbejder på at korrigere og bedre. Og som med mine øvrige behandlinger er det min erfaring, at så snart disse bagvedliggende årsager adresseres, starter lænden også naturligt at bedres og begynder at slappe af.
Et særligt område har en meget direkte indflydelse på alle lændeproblematikker og rygsmerter i det hele taget. Den dybe lændemuskulatur, som ofte er kilden til lændesmerterne, hæfter nemlig i selve vejrtrækningsmuskulaturen. Ofte er det, som om vejrtrækningen holder hele lænden i et statisk, urokkeligt jerngreb. Hvis dette jerngreb kan løsnes blidt og roligt, slipper lænden helt naturligt sine spændinger.
Tilbage til toppen
.
Q & A
.
Q: Er rygsmerter farlige?
A: Det kommer an på! Nogle smerter i ryggen kommer af almindelig belastning, naturligt slid, dårlige arbejdsstillinger og for lidt bevægelse. Andre opstår som et symptom på mere alvorlige tilstande – enten i selve ryggen eller som et symptom på decideret sygdom. Så også ved rygsmerter er det en god idé at opsøge egen læge og få vedkommende til at undersøge smerterne nærmere.
.
Q: Kan rygsmerter gå over af sig selv?
A: Mange kan, ja. Men igen kommer det helt an på, hvad årsagen er bag smerterne. Hvis de er opstået ifm en flyrejse, en sengeperiode med influenza eller forårsarbejde i haven, vil de i langt de fleste tilfælde naturligt forsvinde igen. Ofte starter rygsmerter op i det stille og bliver først virkeligt problematiske efter en længere periode. Den slags rygsmerter handler ofte om aspekter af vores hverdag, hvor vi simpelthen belaster ryggen for meget. Her vil almindelige rygøvelser, mere bevægelse og naturligvis ændring af disse vaner kunne afhjælpe smerterne væsentligt eller helt.
Andre smerter er som nævnt et symptom på, at noget har overskredet kroppens naturlige grænser og derfor har kroppen behov for hjælp. Her kan det være relevant at opsøge f.eks behandling – mange, mange fag arbejder med disse problemstillinger og har rigtigt gode redskaber. Det vil være meget forskelligt, hvad vi hver især føles os tiltrukket af som mulig behandling. Nogle fortrækker, at behandlingen er meget kontant og direkte, mens andre ønsker en blidere behandling. I mine øjne har alle disse behandlingsformer deres berettigelse – det er op til os hver især at mærke, hvilken type vi har det bedst med.
.
Q: Hvad må man, når man har en diskusprolaps?
A: Først og fremmest er det vigtigt at opsøge hjælp og få vejledning om graden af prolapsen. En diskusprolaps er et meget vidt begreb, og mange af os går rundt med en prolaps, uden at have nogen som helst symptomer fra den. Andre prolapser er mere alvorlige, og her vil en præcis diagnosticering være væsentlig. Så igen – opsøg din læge og bliv undersøgt grundigt.
.
Q: Kan smerter fra iskiasnerven afhjælpes?
A: Ja, det er min helt klare erfaring! Ligesom det er min erfaring, at smerterne fra iskiasnerven meget ofte handler om noget helt andet end denne nerve! At symptomerne ligner til forveksling, men at årsagen er en helt anden. Læs evt. mere i afsnittet længere op ad siden om netop iskias.
.
Q: Kan hold i ryggen afhjælpes med så blid en behandling som Kranio-Sakral Terapi?
A: Det er min erfaring, ja. Der er et sælsomt paradoks ved dette, og det er ofte ret svært for de fleste af os at forstå. At nogle gange er mindre faktisk mere – mere effektivt! F.eks handler et hold i ryggen om en ekstrem opspænding af ryggens muskulatur – oftest lændens muskulatur. Denne kraftige spænding kan man adressere på forskellige måder og de kan alle have effekt.
Denne blide behandling handler om ikke at tilføre yderligere spænding, men i stedet komme fra modsatte retning. At kontakte musklerne stille og roligt, og på den måde give dem mulighed for at afspændes i deres eget tempo. Selv om det kan lyde mærkeligt, er det mine erfaring efter mange, mange behandlinger af denne tilstand, at det faktisk virker overordentligt effektivt.
.
Q: Kan jeg træne smerter i ryggen væk?
A: Nogle smerter kan absolut trænes væk, ja. I vores samfund lever de fleste af os et liv, hvor vi bevæger os langt mindre end godt er. Dette skaber mange problemer for os – ét af dem er, at kroppen og i særdeleshed ryggen slet ikke bevæges på de måder, som den er skabt til. Som kensekvens af dette begynder den hos mange at fungere dårligere – den lider simpelthen under denne manglende bevægelse, som i bund og grund er en del af dens samlede funktion.
Derfor vil øvelser, træning og i det hele taget bevægelse være en rigtig god og intelligent måde at hjælpe ryggen på. Kroppen tilpasser sig så fantastisk – på godt og ondt. Denne evne kommer os til gode, når vi endelig bryder vores dårlige vaner. Når det sker, er kroppen klar til nye og bedre tider, og vil på en meget naturlig måde overkomme mange af de symptomer, som den ellers har måttet leve med.
.