.
.
.
. . . Dette kursus underviser jeg ikke for tiden. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at blive kontaktet, hvis kurset sættes op igen . . .
.
Sansningens fortælling
Et kursus, hvor vi drager helt ind i hjertet af behandlerens rolle under behandlingen og ser på, hvordan vi kan orkestrere den terapeutiske proces. Kunsten ved enhver behandling er at vide og kunne mærke, hvornår den terapeutiske proces indfinder sig, og i forlængelse heraf formå at læse, hvornår det enkelte greb er færdigt og hvornår den samlede behandling er nået til sin naturlige afrunding.
At mestre disse trin er forudsætningen for at undgå overdosering og derved overbehandling af klienten. Vi lærer dette i vores eget tempo og en del af den proces er for alle behandlere, at vi uundgåeligt kommer ud for, at vi overdoserer. Det sker for alle og derfor har vi brug for at vide, hvordan vi hjælper klienten i den situation – dette er, hvad re-balancering handler om.
.
.
Normal proces vs overbehandling
Hvad indikerer, at klientens proces under behandlingen forløber på en normal, balanceret måde..? Hvad fortæller os, at de responderer på behandlingen på en måde, som ligger indenfor deres ressourcer i dette øjeblik…? Sansningen af dette varierer fra behandler til behandler. Vi har alle vores unikke måde at sanse, hvorvidt behandlingen forløber normalt og hensigtsmæssigt, eller om der undervejs opstår situationer, hvor klienten ikke responderer på en normal og dynamisk måde.
Denne del handler om det, som jeg plejer at kalde mine referencer for normal processeren. Altså – klientens respons indikerer for mig, at deres system tager imod behandlingen på en måde, hvor der sker reguleringer på en balanceret og passende måde. Dette kan som sagt mærkes på mange måder, og det er i en vis forstand dette, som vi behandlere hver især har brug for at kortlægge i os selv, hvis vi skal kunne skabe den optimale og balancerede behandling.
For nogen hviler denne vished i en fornemmelse, en intuition, i bestemte sansninger, i farver, i stemninger, i billeder, i bevægelser, i graden af harmoni, i bestemte sansninger i deres egen krop osv osv. Det er forskelligt for os alle, men når først jeg har fået kendskab til min unikke måde at mærke det på, kan det blive min guide ift behandlingen – det kan fortælle mig, når behandlingen forløber hensigtsmæssigt og ditto kan det fortælle mig, når noget skal ændres.
.
.
Mine referencer handler meget om bevægelsernes grad af symmetri, harmoni, hastighed, blødhed, flydenhed, intensitet, gensidig balance og symmetri. Noget i mig koger det altid ned til noget meget simpelt – er der ro eller er der ikke ro…? Er der dynamik, som fra øjeblik til øjeblik bevæger sig koordineret gennem systemet, eller mærker jeg en tilstand af hektik, desperation, vildrede eller at systemet slår sig i tøjret og prøver at undslippe kontakten/processen…?
Jeg har med andre ord en række referencer, som lader mig vide, hvorvidt klientens respons er indenfor det normale og balancerede, eller om noget peger på, at deres system ikke evner at bevæge sig gennem den ongoing proces, som tiden på briksen består af.
Ud over klientens respons under selve behandlingen er vi også interesseret i at vurdere deres tilstand lige efter behandlingen samt dagene efter, hvor den egentlige reguleringsproces indfinder sig. Alt dette giver mig et samlet overblik over klientens proces.
.
.
Kursets indhold
Vi vil dagen igennem tale om og træne sansningen af disse subtile og dog så væsentlige udtryk fra klientens system. Sigtet med dagen er, at vi hver især får kontakt til vores unikke evne til at læse disse udtryk. Når vi får adgang til den dybe viden og sansning, bliver vi i stand til at orkestrere hvert enkelt greb og den samlede behandling.
Men som sagt er det en proces, som vi lærer hen ad vejen og det er ligeledes en proces, som vi aldrig bliver endegyldigt færdige med. Derfor har vi brug for at have nogle redskaber, hvis overbehandling af klienten sker. Jeg vil vise en række greb og trin, som kan hjælpe en overvældet klient tilbage til en mere balanceret og integreret tilstand.
.
.
Pris 1.650,-
.
Mere info på vej …