.
.
Principper Posturologi
Posturologi kan være et meget nyttigt og direkte redskab i min klinik. Jeg observerer mine klienters posturologiske system ved betragte deres kropsholdning og endvidere kan vores indledende samtale ofte afsløre, hvis de har posturologiske ubalancer. Hvis jeg finder dysfunktioner i dette system, vil det indgå i min samlede strategi for behandlingen.
Posturologi omhandler hjernens evne til og strategier for at balancere kroppen i den stående stilling og ved bevægelse. Menneskets opretstående stilling er et resultat af en række meget komplekse mekanismer – disse mekanismer styres og reguleres via nervesystemet. Både det vilje-bestemte og det autonome nervesystem er involveret i disse processer.
Hjernen modtager hele tiden beskeder fra kroppen om dets placering i rummet. Disse beskeder stammer primært fra 3 områder – nemlig øjnene, det indre øre og fødderne.
For at kroppen kan fungere optimalt, er det helt afgørende, at tilbagemeldingerne fra øjne, det indre øre og fødderne giver et sammenhængende, “enigt” signal. Dette signal bestemmer, hvorledes kroppens struktur balanceres i rummet. Hvis signalerne er enslydende, har bevægeapparatet ingen problemer med at indtage den optimale holdning, både i stående stilling og ved bevægelse.
Hvis signalerne ikke er “enige”, tvinges kroppen til at kompensere for dette. Dette kan have store konsekvenser for kroppen – den må nu vælge mindre hensigtsmæssige strategier, så snart personen er på benene.
Posturologi handler med andre ord om at hjælpe kroppen til at genfinde den optimale funktion, hvad angår balancering i rummet. Dette gøres ved først at diagnosticere, hvilke dele af det posturologiske system, som ikke fungerer hensigtsmæssigt. Når dette er kortlagt, behandles der derefter. Selve behandlingen er meget blid og frem for alt specifik.
En af de største udfordringer for mig som behandler er at sikre mine klienter mod tilbagefald. At lindre symptomer momentant kan være fint nok – at hjælpe mennesker til at blive selv-regulerende er for mig en langt større tilfredsstillelse, og mit egentlige fokus ved enhver behandling. Posturologien kan være med til at stabilisere og hindre tilbagefald.
.
Hvornår Posturologi?
Posturologi kan være en støtte ved rigtigt mange problemstillinger – blandt disse
Kæbesmerter og dårlig bidfunktion
Hovedpiner
Lænde-, ryg- og nakkesmerter
Iskiasproblemer
Bækkenproblemer
Svimmelhed
Knæ- og fodproblemer
Skuldersmerter
Og meget, meget mere. Ofte ligger de posturologiske problemstillinger “nede under” andre symptomer. Derfor oplever jeg af og til, at klienter med en masse diffuse problemer først starter den egentlige bedring, idet vi har fået deres posturologiske system korrigeret. Mange giver udtryk for, at de nu endelig kan mærke, at der sker markante, varige ændringer – at de har fået et nyt fundament, som understøtter og stabiliserer kroppen.
.
Posturologiske tegn
Hvad indikerer, at der kan være tale om posturologiske problemer? Helt, helt typisk er det, at man oplever bestemte tidspunkter på dagen som særligt udsatte. Vågner man om morgenen og har kæbespændinger, hovedpine, nakkesmerter/stivhed eller er bare generelt uoplagt, kan det være posturologisk betinget og med kæben som problemskaberen. Eller hvis forværringen indtræffer op ad formiddagen/frokost, når man har været på benene en tid – min erfaring er, at her er fødderne ofte problemskaberne. Endelig vil mennesker med posturologiske øje-problemer typisk opleve en forværring hen under aften – dagens mange synsindtryk, som hjernen har skullet redigere, har slidt og slidt på hjernens ressourcer.
.
Q & A
.
Q: Hvornår benytter du Posturologi i din klinik?
A: Jeg benytter ikke længere Posturologi som behandlingsmetode. Men kurserne i faget har lært mig uvurdérlige ting om kroppen og dens evner og udfordringer i forhold til at skulle fungere ift tyngdefeltet. Især benytter jeg de diagnostiske erfaringer fra Posturologien i mit daglige arbejde – hvordan bestemte problematikker vedr. øje, kæbe og fod iværksætter bestemte symptommønstre hos mine klienter. Denne viden er meget brugbar, og selv om jeg ikke benytter Posturologiens værktøjet til at korrigere disse problemstillinger, er det min erfaring, at der findes andre veje til at opnå tilsvarende bedringer og reguleringer.
.