.
.
Biodynamisk kranio sakral terapis oprindelse
Biodynamisk kranio sakral terapi er en gren indenfor kranio sakral terapi (KST). Den starter, hvor KST’ens skaber Dr. William G. Sutherland sluttede – efter 54 års fordybelse. Dr. Sutherland var i begyndelsen meget fysisk og meget aktiv, når han behandlede – han “gjorde” en masse ved klientens system.
Gennem årene blev han mere og mere blid og skiftede sit fokus til i højere grad at lytte til klientens system med sine hænder. Herved opdagede han, at klienten faktisk allerede havde en “indbygget” behandlingsplan klar, og at den var parat – når han var parat! Han talte om, at vi som behandlere skulle “Trust The Tide” – The Tide værende de selvregulerende mekanismer, som kroppen naturligt besidder.
Biodynamisk kranio sakral terapi er baseret på embryologi – altså læren om fostrets skabelse. I biodynamisk kranio sakral terapi antages det, at de kræfter, som styrer fostrets udvikling, er de samme kræfter, som heler kroppen livet igennem. En antagelse, som også den videnskabelige verden bakker op om. Og det er de selvsamme kræfter, som styrer barnets vækst og udvikling og endvidere regulerer vores system, når vi er sunde og raske.
Man ved, at vores gener ikke er synderligt aktive de første 6 uger efter undfangelsen, og dog sker der rigtig meget i denne periode. De fleste strukturer og organer er her synlige, og den resterende tid i livmoderen modnes og udvikles de.
.
Det, som skabte nervesystemet
Hvad styrer så processen og fostrets udvikling i denne første tid? Indenfor biodynamisk kranio sakral terapi kaldes disse mekanismer/kræfter The Embryonic Forces (TEF) – altså de embryologiske kræfter. En dansk oversættelse kunne være de skabende eller selvhelbredende kræfter. De orkestrerer fosterets udvikling – i samspil med generne. Min lærer fra mine studier i London, Michael Kern, har en elegant måde at illustrere dette på. Han siger: ” Generne bestemmer, om du får blå eller brune øjne. The Embryonic Forces bestemmer, at du overhovedet får øjne.”
.
.
Dette betyder, at TEF faktisk ligger bag udviklingen af kroppen – og herved naturligvis også bag de forskellige systemer, som kroppen består af. Nervesystemet, hormonsystemet, det vaskulære system, lymfesystemet, immunforsvaret, organsystemet, muskel/skeletsystemet – alle kroppens systemer er skabt efter anvisninger fra TEF.
Dette er særdeles centralt og tankevækkende, hvis vi taler om at hjælpe kroppen. For nu står vi pludselig med 2 meget forskellige måder at kontakte kroppen på – vi kan fokusere vores behandling på det syge/belastede system, eller vi kan i stedet kontakte de skabende kræfter, som ligger bag udviklingen af selvsamme system. I biodynamisk kranio sakral terapi er behandlerens fokus på at aktivere disse kræfter, som helt fra fosterstadiet har dirigeret kroppens tilblivelse, vækst og balancering/regulering – disse kræfter ligger inde med den skabelon, som kroppen er skabt efter!
.
Nervesystemets udfordringer
Mange mennesker lever et liv, hvor deres nervesystem er mere eller mindre overbelastet. Dette kan skyldes mange ting – vores arbejdsliv, familieliv, personlige udfordringer, opvækst og i det hele taget den måde og det tempo, som vores verden udspiller sig på og i.
.
.
Et overbelastet nervesystem kan også stamme fra sygdom, ulykker (piskesmæld, hjernerystelse, fald, slag, operationer mm), manglende søvn, kostvaner og meget andet. Hvis vores nervesystem altså allerede er overbelastet, har det meget knappe ressourcer til yderligere belastninger. Og behandling, som henvender sig direkte til nervesystemet, kan fra nervesystemets side opleves som en art belastning.
.
Q & A
.
Q: Hvad er forskellen på biomekanisk kranio sakral terapi og biodynamisk kranio sakral terapi?
A: Den primære forskel vedrører i mine øjne behandlerens rolle og aktivitet under behandlingen. Ved biomekanisk kranio sakral terapi mærker behandleren efter ubalancer, og når disse findes, tester man dem stille og roligt med hænderne. Hvor ubalancen sidder og hvor den er mest låst.
Derefter tager behandleren kontakt til det låste område og enten holder det ved låsningen eller ”skubber” vævet en smule ud over den låsning, som er kroppens nuværende grænse for bevægelse. Det sker med meget, meget små og blide bevægelser – så målet er at hjælpe kroppen ud over dens nuværende grænse og på den måde skabe mere plads, mere bevægelse.
Ved biodynamisk kranio sakral terapi tester man aldrig og man går aldrig til eller over kroppens nuværende grænser. Man mærker kroppens nuværende tilstand og så støtter man den i selv at finde løsningen til de ubalancer, der måtte være. Kroppen arbejder altid mod den mest optimale løsning – det er denne proces, som man indenfor biodynamisk kranio sakral terapi understøtter.
Med andre ord – ved en biomekanisk behandling kommer en del af korrektionen fra behandlerens hænder, mens den ved en biodynamisk behandling udelukkende kommer fra kroppens eget system.
.
Q: Jeg forstår ikke, at det kan være effektivt, når du næsten ikke gør noget?
A: Jeg ved det! Det er rigtigt svært for de fleste af os at forstå, at gøren og handlen ikke altid er det mest effektive. Det ligger meget dybt forankret i os alle, at for at noget kan ske, skal der vilje, kraft og aktivitet til. Vi glemmer, at vi alle sammen allerede kender til denne selv-regulerende mekanisme, som er grundstenen bag denne type behandlinger. En hudafskrabning, en forstuvet ankel, en forkølelse – alle disse tilstande repareres uden handling udefra.
Jeg plejer at sige, at det faktisk er fordi jeg ikke gør noget, at der kan ske så meget! Med det mener jeg, at kroppen jo allerede har denne indbyggede kapacitet til selv at hele og reparere sig. Så hvis jeg skal støtte denne mekanisme, skal jeg jo ikke samtidigt prøve at tilføre eller ændre den! Der er en subtil logik bag, men det er som sagt så dybt rodfæstet i os, at der skal handling og gøren til, at vi meget let overser denne logik.
.
Q: Er biodynamisk kranio sakral terapi bedre end biomekanisk kranio sakral terapi?
A: På ingen måde! Den er anderledes, men ikke bedre. For mig at se handler det mest om, at forskellige behandlere trives med forskellige typer behandling. Jeg har kollegaer, som laver helt fantastiske resultater med biomekanisk kranio sakral terapi, så det er helt misvisende at tale om, at den ene retning skulle være bedre end den anden.
Da jeg selv havde opdaget biodynamisk kranio sakral terapi, var jeg håbløst nyforelsket i den. Jeg ved fra flere kollegaer, at jeg var ret trættende at lytte til i den periode. Min store, intense forelskelse gjorde, at jeg anså biodynamisk kranio sakral terapi som værende andre behandlingstyper overlegen. Det svarer meget til den tilstand vi alle kender – når vi er nyforelskede i et andet mennesker, ser vi dem i et blændende lys og finder dem aldeles ufejlbarlige.
Det er en fantastisk og magisk følelse, som over tid ændrer sig til noget andet. Til noget mere jordisk og naturligt. Proportionerne finder et mere realistisk leje og vi opdager, at vedkommende er et menneske af kød og blod som alle andre. Forelskelsen kan forvandle sig til kærlighed i denne proces og essensen af kærlighed er netop, at vi elsker et andet menneske med alle deres fantastiske og mindre fantastiske sider. Det er lidt det samme med disse to grene af kranio sakral terapi. Den ene er ikke bedre end den anden – de er forskellige og nogle behandlere har kastet deres kærlighed på den ene, mens andre er faldet for den anden.
.
Q: Hvordan kan biodynamisk kranio sakral terapi hjælpe på så forskellige ting som hold i ryggen og angst?
A: Jeg forstår godt spørgsmålet og jeg forstår, at det kan forekomme underligt. Mit svar er, at behandlingen tager afsæt i nogle principper, der er til stede både i det fysiske, det følelsesmæssige og det psykiske. En anden måde at sige det er, at der er nogle bestemte spilleregler bag optimal funktion indenfor alle tre. Spillereglerne er de samme, hvad enten det drejer sig om det fysiske, følelser eller det psykiske.
Det betyder, at min rolle som behandler er at understøtte og hjælpe ift disse spilleregler. Hvis jeg kender dem og på den måde kan understøtte deres arbejde, vil det være sekundært, hvilken type proces der skal aktiveres. Det er nemlig fra disse spilleregler, at den terapeutiske impuls eller kapacitet udspringer.
Om det er et hold i ryggen eller angst, er ikke det væsentlige. Det centrale er, at forvandlingen af tilstanden kan indfinde sig. Den terapeutisk eller reparerende mekanisme kan arbejde med hvad som helst – så længe disse spilleregler følges og respekteres. Det er essensen i min rolle som behandler – at jeg kender dem, adlyder dem og derved giver dem mulighed for at starte en reparationsproces op.
.