.
Chok og traumer
Chok og traumer udgør begge en særlig tilstand i nervesystemet, hvor der er sket en kraftig, kraftig låsning/frysning af energi. Nervesystemet/kroppen er blevet overvældet, og har ikke haft ressourcer til at genvinde sin normale funktion og fleksibilitet.
Nervesystemet er indrettet på en ganske bestemt måde: Når vi udsættes for belastninger, vil nervesystemet automatisk skifte til stress-programmet – det er første løsningsmodel. Hvis belastningen er tilpas voldsom, og den overskrider vores kapacitet i belastningsøjeblikket, vil nervesystemet automatisk skifte til næste strategi – chok.
Det er et ur-gammelt program, og det er et meget radikalt program. Det nedregulerer simpelthen alle kroppens funktioner til et absolut minimum, og i tilgift hertil dissocierer personen. Med dissociering menes, at vores bevidsthed ændres markant og gennemgribende. Vi er ikke længere til stede i vores normale bevidsthed, men er i stedet fjerne og fraværende.
Mange oplever, at de ikke længere er fuldt til stede i deres kroppe. Mennesker, som har været udsat for voldelige eller sexuelle overgreb, oplever typisk dette radikale skifte.
.
Årsager
Chok og traumer kan have mange årsager – såvel fysiske som emotionelle. Personen er i en vis forstand permanent naglet til jorden – med en ekstrem energi låst i deres system. Energien er ikke som sådan tydelig/mærkbar som høj- eller lav-energi – i stedet er kroppen frosset i en fjern og fraværende tilstand.
Mange chokramte er netop derfor ikke klar over deres tilstand – fordi ændringen er så gennemgribende og radikal. Ofte vil deres pårørende have bemærket, at der er sket en markant ændring af personen – de er ikke længere den samme som før chokket.
Et andet aspekt ved chok er, at det som nævnt er hele kroppen, som rammes. Det er en af grundene til, at mange først oplever egentlig bedring og ændring, når kroppen adresseres. Nervesystemets chokprogram er ikke-sprogligt, og derfor vil er det også min erfaring, at kroppen må inddrages i løsningen af chokket. Hvis chokket udelukkende bearbejdes sprogligt, vil man simpelthen ikke få kontakt til den enorme energi, som ligger uforløst i kroppen – man leder ganske enkelt ikke på den rigtige hylde.
.
Behandling af chok og traumer
Chok og traumer er et kapitel for sig, når vi taler behandling. Fordi energi-tilstanden i dem er så voldsom, kræver det særdeles stor præcision at arbejde med dem – uden at risikere at re-aktivere dem. Igen her, og udpræget her, gælder det, at fokus for behandlingen ikke er på selve chokket/traumet og dets låste høj-energi, men i stedet på de embryologiske kræfter, som ligger dybere.
Et nervesystem, som er låst i chok, har i endnu mindre grad end f.eks stress eller depression ressourcer til at blive belastet yderligere. At arbejde med chokket via embryologiens skabelon sikrer, at der ikke pludselig sker en re-aktivering, men derimod kan chokket/traumet i sit eget tempo aflade høj-energien – støttet og ikke mindst guidet af den skabelon, som er os givet i vuggegave.
Fysisk mærkes en krop med/i chok meget specielt – der er simpelthen ingen power i kroppen. Det føles, som om al kraft og liv er ebbet ud. Der er aktivitet, men helt uden kraft og vitalitet. Det mærkværdige er, at al kraften stadig er der – den er bare låst og ikke tilgængelig for kroppen. Den ligger der som et henfaldent potentiale – i dvale og livløs. Manglende gnisten, som kunne tænde organismen igen. Mit arbejde er at aktivere de embryologiske kræfter – for bringes de til live i personen, kan det være gnisten, som re-starter systemet.
.
Q & A
.
Q: Jeg er utryg ved at skulle prøve kropsterapi. Jeg ved, at jeg har flere traumatiske oplevelser i bagagen. Hvad skal jeg gøre?
A: Til en start skal du gøre, præcis som du allerede har gjort – være ærlig omkring din utryghed! Den er i mine øjne meget forståelig og naturlig. Når vi er ærlige med de svære og sårbare ting i livet, mister de noget af deres farlighed og kraft – fordi vi ikke længere fornægter dem. Derfor har du som jeg ser det, allerede taget et af de vigtigste og største skridt!
Dernæst vil det være godt at inddrage din kropsterapeut i denne utryghed og tvivl. Det vil både være brugbart for terapeuten, som kan inddrage det i selve behandlingen, og endvidere kan det give dig en vis tryghed og ro at vide, at du allerede har orienteret vedkommende om din utryghed. Dette vil være en rigtigt god og støttende måde at indlede jeres arbejde på.
Endvidere skal du huske, at det til enhver tid er dig der er chefen i din proces. At du til enhver tid kan bede om, at I enten sætter tempoet lidt ned, at I ikke prøver at forcere jer frem eller hvad end du måtte have brug for at sige undervejs. Tryghed udgør selve bundlinjen i vores nervesystem – alle andre funktioner sker med afsæt i, at omstændighederne føles trygge og sikre. Dette gælder ikke mindst, hvis man arbejder med traumatisk stof!
.
Q: Jeg har haft rigtigt stor glæde af samtaleterapi ift mine gamle chok. Vil kropsterapi kunne give mig noget andet end samtalerne?
A: Ja, det vil det! Og du har selv netop nævnt, hvad det vil kunne give dig – nemlig noget andet! Jeg ser ikke kropsterapi som værende bedre end samtaleterapi ift chok og traumer – jeg ser det som værende noget radikalt andet. Chok og traumer har den effekt, at de forplanter sig til alle aspekter af personen. Der er intet, der går fri af den eksplosive påvirkning, som chok og traumer har på os.
I forlængelse af dette er det kun naturligt, at vi har brug for forskellige redskaber til at bevæge og forløse effekten af disse voldsomme begivenheder. Samtale vil kunne skabe nogle unikke resultater, men naturligvis kun indenfor de områder, hvor chokkene og traumerne er tilgængelige for ord og forståelse. Vi kender alle til, at forståelse ikke altid er det samme som formåelse – at vi kan meget vel forstå bestemte aspekter af os selv, men det indebærer ikke altid, at vi formår at føre denne forståelse ud i livet.
Derfor er det såre naturligt, at kropsterapi indeholder nogle løsninger, som samtaleterapi ikke kan forløse – og vice versa! Kropsterapien kan kontakte og forløse de aspekter af chokket og traumet, som ligger udenfor det sproglige og forståelige. Energien i chok og traumer er ekstremt høj. Denne energi forplanter sig til hele kroppen, når vi udsættes for belastninger, som kroppen ikke kan absorbere eller modstå. Dette er essensen i både chok og traumer.
En kropsterapeut benytter redskaber, som på en tryg og doseret måde kan åbne op for, at denne indelåste, ekstreme energi kan kontaktes og siden forløses. Der findes en række forskellige former for kropsterapi, der alle har specielle værktøjer ift arbejdet med chok og traumer. Fælles for langt de fleste er, at de benytter processer, der ikke konfronterer denne energi, men i stedet på en stille, nænsom måde giver den mulighed for – i sit eget tempo – at begynde at røre på sig igen, og ad den vej begynde rejsen mod forløsningen af den ophobede energi.
.
Q: Har du erfaring med at arbejde med chok og traumer?
A: Ja, jeg har gennem mange år arbejdet med både chok og traumer. Det er faktisk et af de områder, hvor jeg oplever principperne fra biodynamisk kranio sakral terapi som værende mest naturlige og effektive. Disse principperne handler i deres inderste kerne om, at kroppen selv har løsningen og selv ved, i hvilket tempo og i hvilken rækkefølge de forskellige lag skal forløses. Netop dette er hele omdrejningspunktet ved chok og traumer – at kroppen skal tages med på råd ved arbejdet med disse høj-energi tilstande.
Når jeg behandler chok og traumer, er mit absolut vigtigste bidrag at skabe et trygt, tillidsfuldt og sikkert rum til processen. Vores krop og i særdeleshed vores nervesystem er ekstremt sensitivt ift tryghed, og denne sensitivitet mangedobles, når det handler om chok og traumer. Hvis kroppen registrerer, at der ikke er et trygt og sikkert rum til rådighed, åbner den ganske enkelt ikke op for disse sårbare og overvældede følelser.
Til gengæld – hvis den mærker, at denne tryghed og sikkerhed er til stede, har den en naturlig og intelligent impuls, som på meget u-dramatisk vis søger mod forløsning af den indelåste energi. Vi er simpelthen skabt med en iboende evne til at forløse selv voldsomme og dybtgående chok og traumer – den enste præmis er, at vi kan gå gennem forløsningen i et støttende og omfavnende rum. Når det er muligt, formår kroppen at slippe denne energi og det fantastisk smukke og rørende i denne proces er, at selvsamme energi nu bliver tilgængelig som vitalitet og livskraft .
.
Q: Er chok og traumer farlige?
A: Jeg ville ikke bruge ordet farlige, men i stedet sige, at de begge er voldsomt invaliderende! Især dybe chok beslaglægger ekstreme mængder energi – jeg tænker altid på dem som værende kraftige dræn, der døgnet rundt suger livskraft og glæde ud af os. Chok kan være lammende. Når de er til stede i vores system, forstyrrer og dræner de vores naturlige evne til at flyde med livet. De kan hindre os i at deltage i tilværelsen på en glædesfyldt og fri måde.
En anden måde at sige det på kunne være, at de tvinger os til at være mest fokuserede på at slippe væk fra – i forhold til at have fokus på at søge imod det, som vi finder spændende og berigende. De ligger i det skjulte og dikterer med stålsat hånd, hvor meget af livet vi får lov til at smage og opleve. Så selv om de ikke nødvendigvis er farlige, betaler vi en høj pris for deres tilstedeværelse i vores liv.
.