.
Kroppens flaskehals
Åhh, hvem kan egentlig sige sig fri for denne plage af enten kroniske eller hyppige nakkesmerter? Og når man ser på et skelet, er det egentlig også ganske tydeligt, at netop nakken er et meget specielt område. Den skal bære og ikke mindst balancere et kranie, som vejer tæt på 5 kg. Derudover er det nakken, som tvinges til at kompensere for alle de skavanker, som vi måtte have fra fodsål og opefter.
Med andre ord – nakken er i udpræget grad en kroppens flaskehals! Det er stedet, hvor det lettest kan gå galt, og samtidig et af de steder, hvor det har størst konsekvenser. Når vi ser på de strukturer og funktioner, som befinder sig i og ved nakken, bliver dens centrale rolle pludselig meget tydelig:
blod til & fra hjernen
nerver til & fra hjernen
spiserøret passerer
luftrøret passerer
lillehjernen øvre nakke
hjernestamme i selve nakken
Det er vigtige sager vi finder her. Mange af kroppens mest vitale, autonome centre befinder sig i og med tæt relation til nakken. Alle kroppens store systemer vil derfor blive presset og påvirket, hvis nakken ikke længere fungerer optimalt.
.
Nakkesmerter symptomer
Symptomerne fra en nakke i problemer rækker langt ud over selve smerterne i nakken. Der kan være udpræget stivhed i nakken og markant nedsat bevægelighed, som yderligere er smertefuld, når hovedet drejes eller bøjes enten forover eller bagud. Endvidere kan problemer med nakken afstedkomme, at det stort set er umuligt at finde en position liggende, hvor nakken kan slappe af.
Hold i nakken er en ekstrem udgave af nakkespændinger. Det er en tilstand, hvor nakkens muskler er låst i kramper. Her er bevægeligheden radikalt nedsat og som regel vil udstræk af nakkens muskler heller ikke lindre eller ændre tilstanden. I sig selv er et hold i nakken ikke farligt, men det giver en meget direkte oplevelse af, hvor udsat hele kroppen bliver, hvis nakken mister sin fleksibilitet.
Slidgigt i nakken er en tilstand, som vi i en vis forstand alle kommer til at opleve på vores ældre dage. Men for nogle indfinder denne helt naturlige proces sig tidligt og det gør deres nakke ekstra sårbar. Slidgigt henviser til slidtage og er en degenerationsproces, hvor alle aspekter af halshvirvelsøjlen kan påvirkes. Typiske symptomer vil være smerter, nedsat bevægelighed samt udstrålen til skulder, arme og fingre. Symptomerne indfinder sig gradvist – i modsætning til symptomerne ved en diskusprolaps.
Endelig kan der forekomme en diskusprolaps i nakken. Her vil symptomerne udover smerter i selve nakken typisk være udstrålende smerter, snurrende fornemmelser i skulder/arm samt nedsat kraft og følesans i armen. Hvis disse symptomer er meget udprægede, tilråder jeg at du opsøger din læge og får afklaret din situation.
Som sagt er nakken på mange måder en kroppens flaskehals. Derfor vil der uundgåeligt opstå problematikker i resten af kroppen, som har deres udspring i nakkens dysfunktion. Det kan typisk være udstrålen/nedsat kraft til hænder og arme, kolde hænder/fingre, snurren i arme og hænder, hovedpiner, svimmelhed, fordøjelsesproblemer, lændesmerter, kvalme, skulderproblemer, kæbespændinger, anstrengt vejrtrækning, synsforstyrrelser osv osv.
.
Nakkesmerter behandling
Her har jeg til min store glæde konstateret, at biodynamisk kranio sakral terapi går virkeligt dybt og er meget effektivt. Den blide kontakt giver mulighed for at komme i kontakt med de dybereliggende årsager. Med dette mener jeg kontakt til de problematikker, der ligger til grund for kroppens etablering af låste, kroniske spændingsmønstre.
Det er i reglen disse mønstre, som afstedkommer såvel nakkesmerter som nedsat bevægelighed i nakken. Kroppen benytter spændinger til at opretholde en relativ balance – relativ, da den skal ses i lyset af ubalancer som ophavet. Spændingshovedpiner er et perfekt eksempel på et symptom, der aktiveres som følge af kompenserende nakkespændinger.
Min oplevelse er, at biodynamisk kranio sakral terapi tillader nakkens struktur at finde lige præcis den udgave, som er mest funktionel og balanceret. Generelt arbejder jeg med nakkeproblemer ved at holde klientens kranie i mine hænder. Det er, som om denne kontakt sætter nakken fri fra dens indeklemte placering mellem kraniet og den resterende del af rygsøjlen. Når nakken hviler frit i dette vakuum, bliver den særdeles kreativ, aktiv og effektiv. Der opstår en mængde forskellige spontane bevægelser, førend den endelig falder til ro.
Alle disse bevægelser og justeringer er nakkens egen vej til balance – jeg skaber blot en kontekst, hvori den kan gøre sit arbejde. Så fokus er mindre på nakkens anatomi, og meget mere på dens funktion. Det er ikke anatomien, som giver os problemerne – det er anatomien i funktion. Og til alt held kender kroppen selv den optimale funktion – og etablerer den, når blot den får lov at udføre sit arbejde uden løftede pegefingre.
.
Nakkesmerter via lænden
En helt anden indgang til arbejdet med nakkens kan ske via den nedre lænd og den øvre del af korsbenet. Kroppens biomekanik er konstrueret på en måde, hvor nakken og lænden spejler hinanden – de følges simpelthen ad i deres bevægelser. Det betyder i praksis, at hvis den øverste nakkehvirvel påvirkes, påvirkes den nederste lændehvirvel ditto, hvis næstøverste nakkehvirvel påvirkes, påvirkes næstenederste lændehvirvel osv sov.
Kendskabet til disse indbyrdes forhold og udvekslinger gør, at arbejdet med nakkens funktion pludselig kan ske fra en helt anden indgang. Dette kan dels gøre arbejdet med nakken mere nuanceret, og ikke mindst kan det indebære en mulighed for at finde den egentlige årsag til nakkens problemer andetsteds. For en naturlig følge af disse indbyrdes relationer er naturligvis, at en ubalance i ryggens nedre del vil forplante sig til ryggens øvre del – nemlig nakken.
Jeg har set det så utrolig mange gange. At nakken er stedet, hvor symptomerne kommer til udtryk som hovedpiner, svimmelhed, nakkestivhed osv – lænden er til gengæld stedet, hvor løsningen til alle disse symptomer ofte skal findes!
.
Q & A
.
Q: Kan nakkesmerter forsvinde?
A: Ja, det er absolut min erfaring! Nakkersmerter kan i mange tilfælde være genstridige, men det er min erfaring efter mange års behandlinger af netop nakkesmerter, at der kan være en vej fri af dem. Nakken reagerer ligesom resten af kroppen på de udfordringer, som vi byder den. Dvs, at hvis jeg dagligt sidder mange timer med nakken i en dårlig position, reagerer nakken ved at polstre sig med ekstra bindevæv og vedvarende spændinger.
Dette mønster kan kræve en indsats at bryde. Helt simpelt vil det indebære, at jeg bliver mere opmærksom på min siddestilling og ad den vej begynder at give nakken mulighed for at komme sig og afvikle disse spændinger, som den dagligt har været tvunget til at iværksætte. Vi ved det allesammen godt inderst inde, og dem, som reagerer på det, har ofte held med at bedre nakken alene på denne måde.
Dernæst kan både nakkeøvelser og behandling for de fleste gøre en markant forskel. Øvelserne kan afbøde for den belastning, som nakken dagligt bydes, mens behandlingerne kan være centrale for overhovedet at kunne begynde en afslapning af nakkens muskulatur.
Vi kan være så låste i nakken, at vi til en start behøver hjælp til at få en afspænding af musklerne påbegyndt. Når denne proces først er startet, oplever mange, at en ellers kronisk stiv og smertende nakke begynder at løsne sig. Og hvis først man kan få vendt denne spiral, kan nakken blive utroligt meget bedre på relativt kort tid.
.
Q: Kan udstrækning hjælpe min nakke?
A: I nogle tilfælde, ja! Med dette mener jeg, at der kan være stor forskel på, hvordan vi laver udstrækning. Hvis du blot uden at være opmærksom strækker nakkens muskulatur kraftigt, risikerer du, at musklerne spænder kontra! Muskelvæv er dynamisk og responsivt. Dette betyder, at nakkens muskler registrerer, hvis du hårdhåndet tvinger musklerne ud over deres maksimale længde. Gør du det, vil de som en forsvarreaktion opstarte en modsatrettet proces – de vil trække sig sammen!
Utroligt mange hænger fast i dette limbo. De prøver at strække nakkens stivhed væk, men fordi de gør det for voldsomt, bliver resultatet i stedet, at de hele tiden re-aktiverer musklerne og på den måde tvinger dem til konstant at forkorte sig og derved forblive spændte. Dette kan være et meget centralt mønster at bryde, da nakkens muskulatur ellers aldrig får en reel chance for at afslappes og blødgøres.
.
Q: Kan nakkesmerter hænge sammen med skuldersmerter ?
A: Det kan de i allerhøjeste grad! Nakken og skulderen er forbundet på utallige måder, og de påvirker hinanden uafbrudt. Man kan simpelthen ikke tale om nakken isoleret ift skulderen, ligesom man ikke kan se nakken isoleret ift resten af ryggen. Så det er snarere reglen end undtagelsen, at for at opnå en blivende, mærkbar korrektion og afspænding af nakken, skal arbejde med såvel skulder som ryg inddrages.
Anatomy Trains – se afsnit under Andre Fag – er et fantastisk redskab til både at kortlægge og korrigere disse mønstre, som har links til andre områder af kroppen. Der findes en række sammenhængende kæder af muskler og bindevæv, som ofte strækker sig over flere af kroppens led. Mange af disse kæder går direkte til både nakke og skulder – det betyder, at hvis jeg ønsker at opnå en blivende bedring af disse områder, er jeg nødt til at inddrage de muskler, som har direkte effekt på nakke og skulder.
.